En rigtig dejlig sommertærte med bær, der selvom det er gråt, blæsende og koldt udenfor kan få en til at tænke på sol og sommer.
Styrligheden fra bærrerne står i godt modspil til den forholdvist søde mazarinbund, og den hakkede chokolade i mascarponecremen tilfører en smule knas.
Pistaciemazarin kan være svært at finde, og kan enten købes online, her, eller også kan man finde det i velassorterede dagligvarebutikker, som Meny eller Føtex. Selvom det er lidt træls at få fat på, så er pistaciemasse genialt i kager. Jeg bruger det bland andet også til vores årlige påskekage eller til julekonfekt. Men der hvor pistaciemasse er bedst, i følge mig, er helt klart i en pistaciemazarin. Jeg har blandt andet også laves disse små dessertkager, som også indeholder en pistaciemazarin.
God bagelyst
Mørdejsbund
Ingredienser
350 g hvedemel
100 g sukker
150 g smør
1 æg
Vaniljesukker
Fremgangsmåde
Kom alle ingredienserne i en foodprocessor og kør den indtil dejen kun lige begynder at samle sig.
Pak dejen ind i noget folie og læg den på køl i en time.
Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn.
På et meldækket bord rulles dejen ud, til den er et par millimeter tyk.
Læg mørdejen over på en bageplade med bagepapir. Med en kagering udstikkes en cirkel på 26 cm. Lad resten af mørdejen sidde rundt om, det afhjælper at mazarinen flyder ud, når den kommer på.
Stil bagepladen med mørdej i ovnen i 8 minutter. Imens laves pistaciemazarinen.
Pistaciemazarin
Ingredienser
200 g pistaciemasse
250 g revet marcipan
3 æg
210 g sukker
210 g blødt smør
1/2 tsk salt
Fremgangsmåde
Skær marcipanen i små stykker, og kom i en skål sammen med pistaciemassen. Pisk det godt sammen, indtil massen er homogen. Tilsæt sukker, æg, smør og salt og pisk det hele sammen.
I mellem tiden er mørdejen ved at være færdig i ovnen. Når den er færdig, hældes mazarinen oven på mørdejen og kagen bages yderligere i 20-25 minutter. Kagen skal være fast, men der må gerne sidde snask fast, hvis man stikker en gaffel i den.
Tag kagen ud af ovnen og lad den køle helt af, før cremen laves.
Mascarponecreme med chokolade
Ingredienser
250 g mascarpone
2 1/2 dl fløde
3 tsk vaniljesukker
Skal fra 1 øko citron
40 g mælkechokolade
40 g mørk chokolade
Fremgangsmåde
Start med at hakke chokoladen fint og stil den til side.
I en skål piskes fløde, mascarpone og vaniljesukker sammen til det bliver til
en blød creme – Piskes det for meget bliver cremen nærmest smøragtigt, eller
skiller, så pas på med at piske for længe.
Når cremen har den rette konsistens, vendes chokoladen og skallen fra citronen
i.
Stil creme til side og find tærtebunden frem.
Samling og Afpyntning
Ingredienser
Jordbær
Blåbær
Brombær
Fremgangsmåde
Befri tærtebunden fra kageringen. Hvis der ønskes en lidt mere skarp kant, og at det grønne fra pistaciemazarinen rigtigt træder frem, kan den yderste kant af tærtebunden trimmes af – Det gjorde jeg, men det er ikke nødvendigt.
Placer tærtebunden på et kagefad.
Cremen kan enten smøres ud på tærten, eller ved brug af en sprøjtepose og en tyl sættes i nogle dutter – Vær dog opmærksom på, at chokoladestykkerne meget let stopper en tyl til.
Når al cremen er fordelt oven på tærten, pyntes den med de forskellige bær. Skær nogle af jordbærrene i stykker og lad nogle af dem være hele. Pynt til sidst med lidt mynteplade, eller lade være, den smager skønt uanset.
Velbekomme :-)
Kagen blev rigtig lækker og gæsterne synes bunden var lidt kikse artigt og var god. Så nok ikke sidste gang jeg laver den, dog ikke så stor 😊 tror der var 12 rimelige store stykker og noget blev desværre smidt væk. Det kan jo ikke holde sig evigt😇
Hej
Min mørdej hænger ikke sammen. Tror enten for meget mel, eller ægget skulle være xl.
Hej Anette
Jeg er ked af at høre, at det ikke fungerede for dig :( En anden gang, hvis din mørdej er lidt for tør, kan du eventuelt komme en spispeske iskoldt vand i til lige at samle den. Men det er også vigtigt, at den ikke bliver for våd, da den ellers ikke bliver sprød under bagning
Tak for feedbacken og gåd påske
– Iben