Denne lagkage med chokolade, citron og jordbær passer perfekt til sommerens fødselsdage, selskaber eller hvis man bare har lyst til kage helt uden anledning – Det er vel en anledning i sig selv.

En ven af famillien fyldte for et par uger siden 18 år, og i den forbindelse lavede jeg fire af disse kager og en talkage(billeder nederst på siden). Det var et stort projekt der tog halvanden dag og kostede alt for meget opvask. Fødselaren ønskede noget citrussmag, men ellers fik jeg frit spil, som endte ud med tre primære smage: Chokolade, citron og jordbær.

Opskriften på chokoladebunde er fra Frederikke Wærens og kan findes her. Det er den her opskrift jeg næsten altid bruger, hvis jeg skal lave kage til en lidt større forsamling, den smager nemlig skide godt, og er så nem at lave. 
Chokolademoussen er en smule mere sat, end jeg normalt ville sætte den, men grundet jordbærrerne, som kan afgive en del fugt, ville jeg ikke tage nogle chancer. Den smager skønt og er på ingen måde for ‘gummi’-agtig.
Citronmoussen er som altid en sikker vinder, og er klart min yndlingsmousse. Den syrlige mousse binder så fint hele kagen sammen. Jeg har brugt den samme mousse i 
den her kage, og den er helt klart også værd at prøve.

Som sagt lavede jeg den også som en talkage, hvor der var nøjagtig de samme elementer i – Mousserne blev dog lavet lidt anderledes, men eller var alt det samme – Opskriften på talkagen kommer snart :-)
Hvis man skal lave mere end en af disse kager kan chokoladebundene og chokolademoussen sagtens laves i dobbelt portioner, men jeg anbefaler at lave citronmoussen en portion af gangen – Det er i forvejen en stor portion, og kræver ellers en kæmpe skål.

Så mangler du en lagkage, er denne med chokolade, citron og jordbær et rigtig godt bud.
– God baglyst

Chokoladebunde

Ingredienser

2 æg
200 g sukker
120 g smør, blødt
40 g kakaopulver
200 g hvedemel
1.5 dl mælk
1/4 tsk. salt
1/2 tsk. bagepulver
1/2 tsk. natron
1/2 tsk. vaniljesukker

Fremgangsmåde

Start med at tænde ovnen på 18 grader varmluft.
Pisk sukker og smør lyst, og pisk derefter æggene i et ad gangen. Sigt mel, kakao, salt, bagepulver, natron og vaniljesukker i en skål for sig selv.
Tilsæt skiftevis lidt af melblandingen og lidt af mælken, indtil alle ingredienserne er blandet sammen. Hæld dejen i en smurt springform på 24 cm og bag kagen i 25-30 minutter.
Lad kagen køle af i formen. Når kagen er helt kold påbegyndes chokolademoussen.

Chokolademousse

Ingredienser

2.5 blad husblas
200 g mælkechokolade
2 æggeblomme
3 dl piskefløde
Lidt salt
300 g friske jordbær

Fremgangsmåde

Start med at skære jordbærrerne ud i kvarte, eller hvis de er meget store ud i ottendedele. Stil dem til side og gå i gang med moussen.

Læg husblas til udblødning i rigeligt med koldt vand i mindst 10 minutter. 
Hak chokoladen groft og smelt den så i et vandbad. Når chokoladen er smeltet, tages den af vandbadet og æggeblommen rører i. hæld 1/3 af fløden i en gryde og varm den op til kogepunktet. Tag så gryden af varmen og tilsæt det udblødte husblas – Rør godt rundt og vær sikker på, at al husblas er opløst.
Hæld lidt af den opvarmede fløde i chokoladeblandingen og rør det rundt fra midten af. Fortsæt til al den opvarmede fløde er tilsat og chokolademassen samler sig og bliver flot og blank. Tilsæt salt efter smag.
Pisk det resterende fløde og vend det i chokolademassen.

Tag chokoladebundne ud af køleskabet og skær den ud i to bunde. Læg den ene af bundene tilbage i springformen og for den med noget kageplast. Hæld moussen ud over kagebunden og fordel så jordbærrerne oven på. Læg den sidste bund oven på(med den buede top nedad). Giv den et lille tryk, så der kommer chokolademousse helt ud til kanten, og der ikke er luftlommer fanget i moussen. Stil kagen på køl i mindst 4 timer før citronmoussen påbegyndes.

Citronmousse

Ingredienser

6 blade husblas
2.25 dl citronsaft
187 g sukker
5.25 dl piskefløde 

Fremgangsmåde

Start med at lægge husblassen i bløde i rigeligt med koldt vand.
I en gryde koges citronsaft og sukker op. Når det koger, tages gryden af varmen. Vrid husblassen og rør den i citronsiruppen. Stil det til side og lad det køle af, indtil det er fingervarmt.
Pisk fløden til let flødeskum. Tisæt 1/3 af flødeskummen til den lune sirup og vend det sammen. Tilsæt det resterende flødeskum lidt af gangen, indtil du har en let og luftig mousse. Kom moussen i en sprøjtepose.

Tag kagen ud af køleskabet og befri den fra springform og kageplast. Ryk kagen med bagepapir over i en springform, de er 2 cm større(26-27cm). sørg for at kagen står i midten af springformen og for så denne springform med kageplast.
Sprøjt forsigtigt citronmoussen ned langs kanten af kagen hele vejen rundt, så der ikke opstår luftrum eller huller i moussen, når den ene gang er sat. Fordel resten af citronmoussen oven på kagen og stil den på køl igen – Gerne natten over.

Afpyntning

Ingredienser

300g friske jordbær
Maltesers
Mynte

Fremgangsmåde

Når citronmoussen er helt sat efter et par timer, tages kagen ud af køleskabet og befries fra springformen, kageplast og bagepapir. Sæt kagen på det fad/tallekeren den ønskes serveret på.
Skær jordbærrerne i kvarte eller ottendedele og læg en stribe rundt langs bunden af kagen – Det dækker for en evt. rille fra springformen. Læg resten af jordbærrerne i en cirkel rundt på toppen af kagen langs kanten. Sæt et par maltesers mellem jordbærrerne og slut af med at sætte lidt mynte hist og her. Server kagen umiddelbart efter, så jordbærrerne ikke ligger og væder citronmoussen til :-)

Dette indlæg har 6 kommentarer

  1. Natalia

    Hej, Hvor stor er kagen og hvor mange personer ca. den er beregnet til? På forhånd mange tak for svaret.

    1. Iben Furland

      Hej
      Den yderste springform jeg brugte til den her kage, havde en diameter på 26 cm. Jeg vil mener, der er kage til mellem 12-15, alt efter hvor store stykker man ønsker :)
      God weekend

  2. Emmely

    Hej, tror du at jeg ville kunne erstatte citronsmagen i den yderste mousse med fx jordbær?

    1. Iben Furland

      Ja, det tror jeg, sagtens man kan! Jordbær og chokolade er jo altid en virkelig lækker kombi 😍 Jeg har ikke selv lavet mousse med jordbær før, så jeg ville anbefale dig at lave en Google søgning, og finde en opskrift der 😊

  3. Anonym læser

    Har du brugt den ovenstående citronmousse til talkagen, og i så fald, har du gjort noget anderledes ift. at den er sprøjtet på?

    1. Iben Furland

      Hej.
      Undskyld for det meget sene svar. Men ja, jeg brugte citronmoussen til talkagen. Jeg lavede moussen præcis som i opskriften, men lod den så ligge og sætte sig i sprøjteposen, indtil den kunne sprøjtes ud i toppe – Cirka 30 minutter. Man skal dog være forsigtig med at pille for meget ved mousse, når det først har sat sig, da det kan skille eller blive noget rod :-)
      Hilsen Iben

Skriv et svar