Leder du efter en lækker og nem kage her til påske, så behøver du ikke lede længere. Denne lækre påskekage består af en citronmazarin, en blød mælkechokoladecreme og er pyntet af med farverige påskeæg med marcipan.

Selvom kagen i sig selv ikke er tidskrævende, skal chokoladecremen laves dagen før, da den skal stå i et par timer, for at sætte sig. Men da cremen ellers kun tager omkring 5 minutter at forberede dagen før, burde det ikke være et problem. Hvis man er lidt presset på tid kan cremen sættes i fryseren for at køle af, men så er det hammer vigtigt, at der holdes øje med at den ikke fryser – Så er den svær at piske, og så bliver det til en påskeis i stedet for en påskekage ;)

Så om der skal laves en nem kage til gæsterne i påsken eller bare hygges med noget kagebagning, så er denne påskekage et godt valg. Hvis tiden og ambitionerne er lidt højere, kan jeg også anbefale denne påskekage med marengsbunde, pistacie- og passionsfrugtcreme.

CChokoladecreme

Ingredienser

2 dl piskefløde
200 g mælkechokolade

Fremgangsmåde

Varm fløden op i en kasserolle til lige under kogepunktet. I mellemtiden hakkes chokoladen fint og kommes i en skål, der kan tåle varmen fra fløden.
Inden fløden koger helt tages den af varmen og hældes over chokoladen. Lad det stå uden at røre rundt i 2 minutters tid. Herefter røres fløde og chokolade sammen med en dejskraber startende fra midten. Rør forsigtigt.
Når cremen er blank og ensartet lægges et stykke film ned over cremen, og den stilles på køl i minimum 5 timer, gerne natten over.

Citronmazarin

Ingredienser

2 øko citroner
175 g sukker
175 g stuetempereret smør
2 tsk vaniljepulver
200 g marcipan
4 æg
200 g hvedemel
2 tsk bagepulver
1/2 tsk salt

Fremgangsmåde

Start med at tænde ovnen på 175 grader varmluft.

Pisk smør, sukker og vaniljesukker lyst og luftigt i et par minutter. Tilsæt marcipanen og pisk til massen er ensartet. Pisk så æggene i et ad gangen. Vend 2 dl citronsaft og skallen fra 2 citroner i dejen. Sigt mel, bagepulver og salt i dejen og vend det forsigtigt rundt.

Kom dejen i en smurt springform – Jeg brugte en på 26 cm, og skar efterfølgende den lidt mørke kant fra. Bag kagen i 40-50 minutter. Der må ikke hænge dej på, hvis man stikker en gaffel i kagen, men pas på den ikke bliver overbagt!

Når kagen er færdigbagt tages den ud og køles af. Kagen skal være helt afkølet for den kan pyntes.

 

Afpyntning

Ingredienser

Chokoladecreme
Små påskeæg

Fremgangsmåde

Når kagen er afkølet tages chokoladecremen fra køleskabet og piskes op – Vær forsigtig(!), hvis den piskes for meget skiller den. Den skulle gerne blive blød og luftig.
Smør cremen ud kagen i et jævnt lag og pynt med marcipan påskeæg rundt i kanten.

Velbekomme :)

Skriv et svar