Åh cookies. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har lavet cookies med min søster, når vi har haft lyst til noget sødt. Den her opskrift har været vores go-to det sidste stykke tid. Den smager dejligt af vanilje, er fyldt med en masse store stykker chokolade, og en smule salt, der lige giver lidt ekstra. Dejen smager også skønt i sig selv – Det er faktisk sjældent, at al dejen bliver til cookies, fordi min søster og jeg ikke kan holde fingrene fra den. Er den kun tiltænkt at spise rå som cookiedough anbefaler jeg dog at bruge pasteuriserede æg, bare for at være på den sikre side.
Den her portion giver cirka 24 cookies mellemstore cookies. Hvis det er lige i overkanten, kan man sagtens fryse dem – bare rul dem til kugler, læg i fryseren og tag ud, hvis der skulle komme uventede gæster til kaffe, eller hvis du selv får lyst til lidt lækkert nemt hjemmebag.
God fornøjelse!
Chocolate Chip Cookies
Ingredienser
250 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
½ tsk. natron
1 tsk. salt
140 g smør ved stuetemperatur
125 g brunfarin
125 g sukker
1½ tsk. vaniljesukker
1 æg
200 g chokolade
Fremgangsmåde
Start med at tage smøret ud af køleskabet et stykke tid før, du har tænkt dig at gå i gang.
Smør, fairn, sukker og vaniljesukker piskes til det er let og luftigt ud – Det tager gerne et par minutter. Tilsæt herefter ægget og pisk igen til ægget er inkorporeret.
Sigt mel, bagepulver, natron og salt i en skål for sig selv, og kom det derefter i sukkermassen.
Hak chokoladen groft – Jeg brugte tre forskellige slags chokolade, mælkechokolde og to forskellige variationer af mørk chokolade – det var lige det jeg havde i skabene. Vend forsigtigt den hakkede chokolade i dejen.
Nu kommer den svære del: Sæt dejen i køleskabet i mindst en time aller helst et helt døgn.
Rul dejen til kugler – Jeg plejer at veje 50 g af til hver cookie, så de får samme størrelse – og kom dem på en bageplade – De flyder meget ud, så læg dem med god afstand til hinanden og kanten af bagepladen. Bag dem ved 180 grader varmluft i 16-20 minutter. De skal være gyldne med en smule top på, og så er de meget bløde, når de lige kommer ud af ovnen.
Lad dem sætte sig et par minutter på bagepladen og lad dem derefter køle af på en rist.
Jeg håber, det smager – Velbekomme!